Cirkulær økonomi er et økonomisk og bæredygtigt princip, hvor man minimerer de miljømæssige konsekvenser af produktion og forbrug gennem nye måder at producere og forbruge på. Derfor er der i den cirkulære økonomi fokus på at nedbringe affaldsmængder og brugen af energi, for eksempel gennem udviklingen af produkter, der efter endt brug kan genbruges eller genopbygges til en ny form eller funktion. Cirkulær økonomi rummer store potentialer for både samfund og virksomheder i form af både bedre ressourceudnyttelse og nye forretningsmuligheder. Men mange virksomheder, og i særlig grad de små virksomheder, mangler viden, kompetencer og inspiration til at bruge den cirkulære økonomis principper til at skabe nye, innovative produkter og forretningsmodeller.

Cirkulære principper og nye teknologier

C-Voucher-projektet har specifikt fokus på at støtte små og mellemstore virksomheder i udviklingen af forretningsmodeller og forsyningskæder, tilpasset den cirkulære økonomi. Det skal i praksis ske med hjælp fra innovationsmiljøer og netværksklynger i de fem sektorer, som projektet er centreret om: Landbrug/fødevarer, sundhed, blå vækst(marine), tekstiler og produktion.
I C-Voucher skal 24 SMV’er på tværs af de fem sektorer udvælges til et forløb, hvor der skal udvikles og afprøves nye, innovative løsninger, baseret på cirkulære principper og med brug af nye teknologier såsom blockchain, 3D-print, big data osv.
Løsningerne skal herefter udbredes til 42 andre SMV’er, der har lignende udfordringer eller ønsker om udvikling af forsyningskæder og forretningsmodeller til den cirkulære økonomi.
MADE – Manufacturing Academy of Denmark – er partner i projektet, og MADE skal præsentere og koordinere problemstillinger, muligheder og løsninger inden for produktionsområdet. Samtidig har MADE over 100 SMV-medlemmer og et endnu større netværk af virksomheder i alle størrelser, som kan få gavn af den viden, der udvikles gennem projektet. Desuden inddrages forskere og eksperter fra hhv. DTU Management Engineering og Force Technology, og ARLA er med til at definere de udfordringer og muligheder, de ser på fødevare- og landbrugsområdet. De øvrige danske udviklingspartnere i projektet er Lifestyle & Design Cluster, Green Ship of the Future og Vejle Kommune.
I sensommeren 2018 var MADE og DTU ansvarlige for, at der blev afholdt et seminar på DTU, hvor virksomheder, foreninger og regionale repræsentanter fra netværk i de 6 partnerlande mødtes her i Danmark på DTU og diskuterede, hvad der er de vigtigste udfordringer i hver af de 5 brancher/sektorer. Det er nemlig disse udfordringer, som projektet gerne vil bidrage til at løse, og der skal derfor findes en række små virksomheder, som har bud på mulige løsninger til disse udfordringer.

Hvilke udfordringer ønskes løst?

De sektorspecifikke udfordringer kan opsummeres som følger:

  • Sundhed: Forordninger om materialeindhold, distribution af medicinske produkter og interessekonflikter f.eks. omkring behandling af medicinsk affald.
  • Blå vækst: Optimering af energi og ressourcer, design af dele (og reservedele), produktion og forsyningskæde og rolle i returlogisti
  • Tekstil: Ikke-harmoniserede regler for indsamling, opbevaring og transport af brugte tekstiler, manglende genbrugsløsninger til fibre, manglende viden om genbrug af tekstiler ud over ’tøj-til-tøj.
  • Agro-Food: Forskelle mellem de enkelte landes regler, der udgør en barriere for større ressourceeffektivitet, manglende tillid og gennemsigtighed i fødekæden, mangel på intern ekspertise om strategiske innovationsprocesser, manglende samarbejde gennem værdikæden.
  • Fremstilling: Dårlig kvalitet af genbrugsmaterialer, især fra blandede materialer, manglende samarbejdspartnere / leverandører, manglende data fra livscyklusvurderinger (LCA’er), hindrende designproces (fx materialevalg), lille forståelse for nødvendigheden af at producere genanvendelige produkter.

Projektidéen er, at C-Voucher finder små virksomheder, der kan bidrage til at løse disse udfordringer. Virksomhederne tilbydes en voucher/kupon til at finansiere hjælp med viden og teknologi til omstilling af virksomheden til cirkulær økonomi. Det kan være hjælp til at justere forretningsmodel, forsyningskæde eller produktdesign, så det f.eks. i højere grad kan betale sig at bruge og genbruge materialer og restprodukter i produktionen.
Der er primo 2019, som resultat af den første ansøgningsrunde, udvalgt 12 virksomheder fra 7 lande, heriblandt 2 danske. De kommer til at deltage i en workshop og pitche deres løsningsidéer foran et dommerpanel, hvorefter 6 virksomheder udvælges til at deltage i et ni måneder langt Circularity Program. Her får virksomhederne adgang til teknisk ekspertise og én-til-én-vejledning i form af en ”Designer-in-Residence”. Denne DiR skal hjælpe virksomheden med at videreudvikle deres idéer til cirkulære løsninger og konkretisere, hvordan nye teknologier og designtænkning kan bruges i udviklingen af løsningerne og føre idéen til den nye, cirkulære forretningsmodel ud i livet. Hvis udvikling og engagement følger planen, vil tilskuddet kunne blive op til 60.000 Euro (ca. 450.000 kr.) per virksomhed.
Senere i projektet skal de løsninger, som udvikles i denne fase, udbredes og implementeres i andre SMV’er i Europa.
Bæredygtighed og cirkulær økonomi bliver ofte set som en udfordring og en omkostning, men vi vil med C-Voucher gerne vise de små og mellemstore virksomheder, at det også er en forretningsmulighed og et sted, man kan tjene penge.
C-Voucher projektet er endnu i startfasen. Målet er, via et C-voucher Community, at skabe kontakt til flere interessenter overalt i Europa, så flere kan følge udviklingen i virksomhedsforløbene, men også at udveksle viden om Cirkularity tiltag i videre forstand.
Alle er velkomne til at blive en del af det nye Circularity Community på https://c-voucher.com/.

Hvad er cirkulær økonomi?

Cirkulær økonomi handler om at udnytte ressourcer bedre og mere effektivt ved at udvikle og implementere nye forretningsmodeller og forbrugsmåder. Miljøstyrelsen uddyber det således på sin hjemmeside:

”Med cirkulær økonomi åbnes mulighed for, at de ressourcer, som ellers ville være endt som affald, kan gå et eller flere skridt tilbage i værdikæden og indgå i produktionen igen. Eller de kan indgå som input i et helt nyt kredsløb. Cirkulær økonomi er altså enten genanvendelse af materialer eller – endnu bedre. ….. affaldsforebyggelse gennem produkter, der f.eks. kan repareres eller opgraderes. Det handler også om nytænkende forretningsmodeller, hvor forbrugeren kan returnere produktet til reparation eller opgradering. Eller man kan lease produkter i stedet for at sælge dem for at få mest ud af produkterne og deres ressourceforbrug.”

C-Voucher projektet?

  • C-Voucher er et akronym for Circularize Value Chains across European
    Regional Innovation Strategies.
  • Fokus er på SMV’er i Europa og på at få dem til at udvikle forsyningskæder
    baseret på cirkulær økonomi.
  • De danske projektpartnere er 1) MADE som også inddrager DTU Management, Force Technology og ARLA. 2) Green Ship of the Future. 3) Lifestyle & Design Cluster. 4) Resilience Lab Denmark/Vejle kommune. De øvrige partnere er fra Sverige, Polen, Frankrig, Spanien og Rumænien.
  • C-Voucher finansieres af EU’s Horizon 2020-program nr. 777773.
  • Læs mere om C-voucher på https://c-voucher.com/.