Efter en vellykket konference i 2013 på Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm, hvor små 400 deltagere fra hele Skandinavien samledes om forbedringstiltag inden for patientpleje, afholder svenske Lean Forum nu for femte gang deres konference med fokus på anvendelse af lean i sundhedssektoren.
Den første Lean Healthcare-konference fandt sted i Lund i 2010, og havde fokus på hvordan lean tages i anvendelse. I år afholdes konferencen i Umeå, Europas kulturhovedstad 2014, hvor værten er Västerbotten Läns Landsting (eller på dansk: Region Västerbotten), som af tidsskriftet Dagens Medicin er blevet udråbt til at have “Sveriges bedste universitetssygehus”; blot et af beviserne på, at man er på rette vej.
Fokus i denne omgang er anvendelse af lean-principper i patienters omgang med sundhedssystemet i form af løbende forbedringer på vej gennem værdikæden.

Hvorfor deltage?

Vort sundhedssystem er under enormt pres, på grund af stigende kompleksitet, ventetidsgarantier og en voksende andel af ældre borgere. Samtidigt har medier og politikere stor fokus på sundhedsudgifter, kvalitet og patientsikkerhed. Det lægger store byrder på ledelserne i sundhedssystemet for at gennemføre forbedringer – og samtidigt holde omkostningerne i ave.
Nogle steder han man benyttet sig af filosofien og principperne i Lean med opsigtsvækkende resultater, andre har benyttet Lean som om det blot var et sæt værktøjer.
På denne konference findes der en række indlæg og cases, hvor der er opnået strålende resultater, og hvor anvendelse af Lean-principperne har skabt en kultur – eller en levemåde med fokus på den enkelte patients behandlingsforløb.

Konferenceindhold – 18 marts

På konferencens første dag kan man vælge mellem 10 forskellige besøg på sygehusets forskellige afdelinger, hvor man vil møde plejepersonale og patienter, i det omfang det er muligt. Der er besøg på:

  • skadestue, hvor 90% af patienterne er færdigbehandlet på under 4 timer,
  • røntgen og cancerafdeling, hvor alle ”mødes elektronisk” rundt om patienten,
  • stoke-afdelingen, hvor dobbeltarbejde og fejl er reduceret og kommunikation forbedret,
  • ældreafdeling, hvor standardiseret arbejde og ny teknik har givet store forbedringer,
  • øjen- og hudklinik, hvor køtid er reduceret,
  • Sveriges bedste hjerteafdeling (målt på antal døde), hvor der er mulighed for at følge en patient fra modtagelse til udskrivning.

Der er et besøg på regionens økonomiafdeling – og meget mere.
Der vil desuden være mulighed for at vælge blandt en række seminarer og workshops. Der er grundlæggende lean. Niklas Modig (forfatter til bogen Dette er Lean) holder en workshop om Change Management. Der er workshops om forebyggelse af sygdom, om løbende forbedringer og om anvendelse af Toyota Kata indenfor sundhed. Endelig er der en workshop, hvor man kan lære et leanspil om administration.

Konferenceindhold – 19 marts

På andendagen er der igen parallelle spor; men alle 8 indlæg er dublerede, så man kan nå at deltage i to af dem. Tre af indlæggene er på engelsk. Det gælder et af lean-filosofiens allerstørste navne, nemlig professor Daniel T. Jones, der har udgivet adskillige bøger om emnet såsom The Machine that Changed the World, Lean Thinking og Lean Solutions.
Et andet er Dr. Paul Jarvis, der fortæller om sit arbejde med at forbedre akutmodtagelse og patientflow i Calderdale and Huddersfield NHS Foundation Trust i Storbritannien.
Endvidere det tredje, hvor forsker og Dr. med. Soki Choi med indlægget ”At operere organer eller organisationer – det er spørgsmålet”.
Konferencier er den svenske fremtidsforsker Troed Troedsson, der blandt andet er kendt (i det mindste i Sverige) fra Paradigmmäklarna, som har bistået adskillige offentlige myndigheder i Sverige med blandt andet ældreomsorg.

Hvem deltager?

Konferencen henvender sig til ledere og beslutningstagere på alle niveauer i sundhedssektoren; men også til politikere og embedsmænd, som arbejder indenfor området – ikke kun fra regionerne; men også fra kommuner og centraladministration. I det hele taget personer, der ønsker at lære mere om en Lean kultur i sundhedssektoren – ikke mindst alle, der er involveret i Lean eller løbende forbedringer. På konferencerne de foregående år har der også deltaget leverandører af varer, tjenesteydelser og løsninger til sundhedssektoren.

Årets vært

Vært for årets arrangement er Västerbottens Läns Landsting under visionen “Verdens bedste helbred og verdens sundeste befolkning 2020”. Visionen skal opnås gennem systematiske forbedringstiltag for alle enheder og medarbejdere.