Thailand satser stort på AI. Her er, hvad det betyder for danske virksomheder

 

Konkrete mål, statslig opbakning og milliardinvesteringer fra AWS og Google. Thailands AI-satsning er i fuld gang, og den flytter både konkurrencevilkår og muligheder for danske virksomheder.

 

Det handler om holdninger og åbenhed overfor muligheder
Jeg har boet og arbejdet i Bangkok gennem mange år. Fra mit kontor i Bangkoks forretningskvarter Silom oplever jeg på tætteste hold, hvad det vil sige at operere i en økonomi, der betragter AI som en vækstmulighed frem for en compliance udfordring og måske endda noget skadeligt.

SMV’er i regionen bruger AI aktivt til at konkurrere med virksomheder, der er meget større, mens SMVer i Europa stadig overvejer, om de overhovedet har lyst, tør og vil afgive ressourcer til at gå i gang.

Den forskel, der ofte er helt tydelig i samtaler med ledere i begge regioner, handler ikke om teknologi, budget eller modenhed. Den handler om, hvad indgangsvinklen til AI er.

Danske ledere spørger: Hvad må vi, hvad gør naboen i Danmark og EU, og hvor er AI skadeligt?

Sydøstasiatiske ledere spørger: Hvad kan lade sig gøre, og hvilke muligheder giver det os for at vækste?

Den forskel er ikke tilfældig. Den afspejler noget strukturelt omkring, hvordan regionen forholder sig til teknologi, og kontrasten til det, jeg hører fra europæiske ledere, bliver mere og mere markant.

Jeg ved, at AI ikke er uden risici, og at regulering er nødvendig. Jeg har arbejdet med datadrevet beslutningstagning i 15 år og har haft andel i en virksomhed, der solgte datasikkerhed. Jeg ved, hvad der sker, når data bruges uansvarligt. Men det, der sker i Sydøstasien lige nu, er ikke uansvarlighed. Det er opbygning!

Thailand er ikke i gang med et eksperiment
Da Thailand i 2025 etablerede sit nationale AI-udvalg, var det med premierministeren selv for bordenden. Den øverste politiske ledelse satte sig i spidsen for en konkret teknologidagsorden med kvantificerede mål: 10 millioner AI-brugere, 90.000 professionelle, 50.000 udviklere inden for to år, og en samlet forventet investering på mindst 500 milliarder baht, godt 100 milliarder danske kroner.

Dagsordenen er forankret hele vejen rundt. En teknologiprofessor med en erklæret AI-dagsorden er udnævnt til vicepremierminister og forskningsminister, 2026 er udpeget som nationalt investerings år, og landet har med CMKL University, grundlagt i samarbejde med Carnegie Mellon University, fået sit første universitet, dedikeret til AI.

AWS har forpligtet sig til mere end 5 milliarder USD i Thailand frem mod 2037. Google har investeret 1 milliard USD i datacenter og cloud-region i Chonburi nær Bangkok, med anslået 14.000 jobs, og et bidrag på omkring 4 milliarder USD til thailandsk økonomi frem mod 2029.

Alene i Chonburi er syv store, grønne datacenterprojekter godkendt i 2026, og nabolandet Vietnam har med politbureauets Resolution 57 løftet AI til centrum af sin nationale udviklingsstrategi. Målet er top tre i Sydøstasien i AI-forskning og -udvikling i 2030, understøttet af et halvlederprogram, der skal uddanne mindst 50.000 på universitetsniveau inden 2030.

Og momentum er til at måle. Thailand er nummer to i verden med vækst i antallet af AI-brugere det seneste år, kun overgået af Sydkorea, ifølge Microsofts AI Economy Institute. Det er ikke en fornemmelse. Det er en kurve, der peger én vej.


Figur 1: Thailands nationale AI-mål, offentliggjort af det nationale AI-udvalg. Kilder: Bangkok Post / National AI Committee, 2025; vækstplacering: Microsoft AI Economy Institute, Q1 2026.

 

Bangkok er ikke et lavprismarked. Det er et vækstmarked
Bangkok er ikke kun et spørgsmål om lave omkostninger. Det er indgangen til et marked med 680 millioner mennesker på tværs af ASEAN, hvor de kommercielle positioner endnu ikke er konsolideret, og hvor infrastrukturen, der bygges op i disse år, matcher alt, hvad Europa kan tilbyde.

Thailand ønsker aktivt at tiltrække udenlandske tech- og techrelaterede virksomheder og støtter etablering med 100 procent udenlandsk ejerskab og op til 8 års skattefrihed gennem BOI-strukturen.

Og infrastrukturen er her allerede:

  • Metro- og banelinjer forbinder Bangkok med byens internationale lufthavne på under en time.
  • Et tech-innovationsdistrikt, modelleret efter Singapores One-North, er godkendt med forventet 200 teknologivirksomheder i 2027.
  • En helt ny AI-styret by er under udvikling i Chonburi, dimensioneret til 350.000 indbyggere og over 200.000 arbejdspladser, med en samlet investering på cirka 36,5 milliarder USD.

Mange danske virksomheder har set på Tyskland for stabiliteten. Vietnam dukker op i enhver Asien-samtale. Thailand er noget andet: klare juridiske rammer for udenlandsk ejerskab, gode engelskkundskaber, en erhvervskultur i tech- og beslægtede brancher, der matcher Vesten, og stærke tekniske uddannelser. Regionale enterprise-beslutninger for hele ASEAN træffes i Bangkok, og det er her, internationale teknologivirksomheder placerer deres regionale hovedkvarterer.

Det rigtige træk er at etablere sig, inden markedet er konsolideret. Og det går hurtigt, netop fordi det er så attraktivt at skalere her.

Og hvad med AI Act?
Kort: 46 europæiske topchefer bad i 2025 om en pause i reglerne. De fik nej, men halvandet år senere blev højrisikoreglerne alligevel udskudt til 2027 og 2028. Den reelle omkostning har aldrig været bøderne. Det har været tre års ledelsesopmærksomhed brugt på afklaring, mens andre brugte den på eksekvering. Danmark er ellers EUs nummer et i AI-adoption med 42 procent af virksomhederne mod et EU-gennemsnit på 20. Men benchmarket er ikke EU-gennemsnittet. Det er Singapore, Vietnam og Thailand, og læg mærke til forskellen i tilgang: Vietnams nye AI-lov, i kraft fra marts 2026, er bygget som en vækstlov med sandkasser og incitamenter til dem, der udvikler. De regulerer for at accelerere.

Hvor din organisation taber penge i det stille
Det bringer mig til det, enhver leder kan bruge i morgen, uanset om Sydøstasien er på dagsordenen eller ej.

Min baggrund er Lean Six Sigma. Jeg er Master Black Belt, og selv om jeg sjældent taler om det, er det den linse, jeg ser alt igennem. Spild, baseline og målbar værdi. Jeg har brugt metoden i organisationer gennem mange år, i AI og Big Data længe før den nuværende bølge, og den passer bedre til AI end noget andet, jeg kender. For det, AI reelt gør bedst, er at finde og fjerne det spild, ingen har sat tal på.

På tværs af brancher taber organisationer millioner hvert år på opgaver, ingen direktion ville godkende, hvis den så den reelle omkostning. Ikke fordi nogen gør noget forkert, men fordi arbejdet er bygget på forældede processer, der dræner budgetterne i det stille: statusopdateringer, manuelle kontroller, dublerede rapporteringer, unødvendige opfølgninger, gentagne trin, ventetid.

Alt sammen usynligt på resultatopgørelsen. Fuldt synligt i tabt produktivitet.


Figur 2: De typiske stille tab i driften og vejen til at gøre dem målbare. Illustrativ model

Det er derfor, AI er blevet et ledelsesansvar og bestemt ikke kun en teknisk samtale. Spørgsmålet er ikke længere: Hvad kan AI? Spørgsmålet er: Hvor taber min organisation lige nu penge, kapacitet og hastighed i det stille, og hvor hurtigt kan vi fjerne det?

Workflow-automatisering og intelligent drift blotlægger de tab med stor præcision. Gjort rigtigt giver det hundredvis af timer tilbage til det arbejde, der styrker performance, eksekvering og innovation. Ikke teoretiske gevinster. Ikke pilotprojekter. Driftsgevinster, der kan måles, styres og skaleres. Det er præcis den tilgang, virksomhederne i Sydøstasien har taget til sig, og det er den, der flytter konkurrencekraft.

______________

Spørgsmålet er ikke: Hvad kan AI?

Spørgsmålet er: Hvor taber vi penge, kapacitet og hastighed i det stille?
______________


Momentum er her lige nu

En regering i Thailand med en klar og forpligtende agenda om at tiltrække udenlandske teknologiinvesteringer. Infrastruktur, der er klar. Enterprise-kunder med godkendte budgetter, der træffer beslutninger nu. Og 680 millioner mennesker på tværs af ASEAN.

Momentum er her. Infrastrukturen er her. Kunderne er her. De virksomheder, der handler med klarhed og overbevisning nu, vil eje det marked i det næste årti. Det er ikke optimisme. Det er det, vi oplever hver eneste dag, os der arbejder og bor her.

8ALTA hjælper ledelser med at finde de steder, hvor AI skaber målbar værdi, inden budgettet bindes. Som et uafhængigt lag mellem virksomheden og AI-markedet. NovatioASIA er startet af skandinaviske og thailandske ledere med over 25 års erfaring i enterprise tech og regional ekspansion, og vi hjælper danske og europæiske teknologivirksomheder med at etablere sig kommercielt i Thailand. Med analysen, organisationen, rekrutteringen og eksekveringen, indtil der er reel kommerciel fremdrift. Ikke kun rapporter, men eksekvering af en målbar plan.

_____________________________________

Kilder:

Thailand, AI-udvalg og mål: Bangkok Post og Nation Thailand, 2025; US-ASEAN Business Council, 2025. AWS i Thailand: AWS-pressemeddelelse, januar 2025, over 5 mia. USD frem mod 2037. Google i Thailand: Google-pressemeddelelse, september 2024, 1 mia. USD, jobtal og BNP-bidrag estimeret af Deloitte frem mod 2029. Microsoft i Malaysia og Indonesien: Microsoft-pressemeddelelser, maj og april 2024. Vietnam: e-Conomy SEA 2025, Google / Temasek / Bain & Company. Diffusionsrater: Microsoft AI Economy Institute, Global AI Diffusion Report, Q1 2026. AI Act-forløbet: Reuters, juli 2025; EU-Kommissionen og IAPP, 2025-2026. Danmark: Eurostat, december 2025. BOI-incitamenter: Thailand Board of Investment. Thailands regering og CMKL University: Bangkok Post, 2026; cmkl.ac.th. EEC-byen i Chonburi: EECO og Bangkok Post, 2024-2025. Vietnam, Resolution 57 og AI-lov: VietnamPlus og Vietnam News, 2025-2026.