CSCMP – hvor praksis møder teori
EDGE-konferencen 2025 i Maryland

Min inspiration inden for professionelle organisationer har i mange, mange år været det amerikanske Council of Supply Chain Management Professionals, CSCMP. Organisationen blev etableret i et samarbejde mellem praktikere og professorer i 1963 og er altså nu vel forbi sin 60 års fødselsdag. Den har skiftet navn over flere omgange – startede som National Council of Physical Distribution Management, blev Council of Logistics Management (CLM) i 1985, og har været CSCMP siden 2005. Det karakteristiske – og for mig inspirerende – har over alle årene været samarbejdet mellem teori og praksis, der har sikret, at SCM-forskningen til stadighed er fast forankret i den foranderlige verden, vi lever i.

Om CSCMP: Historie og værdiskabelse
Den akademiske disciplin Supply Chain Management (SCM) er blevet en del større siden 1960´erne, og er for længst overgået den håndfuld professorer med baggrund i transport og marketing, der så et behov for at udvikle en ny disciplin. Forskere fra mange forskellige universiteter er nu medlemmer af Academic Research Committee, der arrangerer den årlige akademiske konference Academic Research Symposium (ARS). ARS afholdes i sammenhæng med den årlige CSCMP-konference, EDGE, som finder sted i oktober måned og som i særdeleshed henvender sig til praksis. Flere har over årene også været involverede i den øverste ledelse af organisationen og dens mange lokale afdelinger, Roundtables. CSCMP er grundlæggende amerikansk, men har de seneste par årtier rakt ud til alle andre dele af verden, herunder Europa, hvor der også er en årlig konference i sammenhæng med en akademisk konference, European Research Seminar (ERS). Diverse kriser over tid har gjort det vanskeligere at samle ”SCM-nørder” fysisk, ikke mindst under covid-pandemien, men den årlige konference i 2025 var ikke desto mindre i stand til at samle 2000+ del-tagere. Jeg deltager, når jeg kan, fordi inspirationen er så stor fra både praksis og forsker-kollegerne, og man får mulighed for at teste, om man selv er ”med på beatet”: Hvad er det SCM-professionelle af alle slags taler om, hvilke udfordringer ser de, og hvilke trends er for tiden de fremherskende? I år kunne jeg kun være med i ARS, men alligevel var det i nogen grad muligt at ”opsnappe”, hvad der blev talt om – og måske ikke talt om.
CSCMP EDGE 2025
Temaet for årets konference i National Harbor, Maryland, var Mastering the Global Supply Chain: Resilient, Resourceful, and Responsible. Interessant er det, at den ledende supply chain organisation fremhæver den globale forsyningskæde, selvom der med starten af Trump’s anden periode som præsident, er blevet sat spørgsmålstegn ved globalisering med et fokus på told og protektionisme. Men temaet (re-)nearshoring fandt alligevel vej til konferencen selvom handelsbetingelserne mellem USA og Canada samt Mexico i en længere periode var usikre. Mange virksomhe-der anser dog relationerne mellem Kina – verdens produktionsland – og USA for endnu mere usikre. Geopolitisk usikkerhed øger risikoen for forstyrrelse af flow, og kræver udbygning af resilience, altså evnen til at modstå især større disruptions i de globale forsyningskæder. Det er dog ikke kun geopolitik, kriser og krige, der skaber potentialer for forstyrrelser, men også klimaforandringer med oversvømmelser, skovbrande, m.m.
Effektivitet.dk har udgivet en lang række artikler om netop resiliens de senere år. Søg på magasinet eller se et par fine eksempler her https://effektivitet.dk/magasin/supply-chains-og-globale-strukturer/opbygning-af-de-smaa-og-mellemstore-virksomheders-supply-chain-resiliens/ og https://effektivitet.dk/magasin/supply-chains-og-globale-strukturer/resiliens-paa-solvang-maskinfabrik/
AI spiller – og kommer til at spille – en stor rolle i at skabe resiliente forsyningskæder. Det gør generativ AI ved såkaldt predictive analysis og automatisering af lagerstyring, transport og planlægning. Generativ AI er som skabt til logistics og supply chain management, hvor et uendeligt antal data indgår. End-to-end visibility er et andet SCM-behov, som IT i form at Internet of Things (IoT), avancerede tracking-systemer og blockchain kan hjælpe virksomhederne med at udvikle. Endelig kan AI og automatisering afhjælpe arbejdskraftmangel, selvom om AI på den anden side også bidrager til arbejdsløshed inden for områder karakteriseret af en høj grad af manuelle arbejdsopgaver.
Resourceful henviser ikke mindst til medarbejderne, nuværende og kommende. F. ex. har CSCMP etableret et forum for Young Professionals; ligesom der anvendes studenterhjælpere, som dermed får en forståelse af feltet på den årlige konference. Studenterne sponseres af Roundtables. Også ledersiden får opmærksomhed, men det har jeg ikke deltaget i. Derimod har jeg deltaget i arrangementer af AWESOME—Achieving Women’s Excellence in Supply Chain Operations, Management, and Education, som også tæt knyttet til Edge. Generelt fokuserer SCM i Danmark ikke meget på ledelse, og da slet ikke kvinder i ledelse. Der er kvinder, måske flere end man lige skulle tro, men køn fremhæves ikke hos os. Måske kunne det være en god idé at gøre lidt mere ud af det af hensyn til de kommende generationer af kvinder i Operations – og SCM (OSCM). Min erfaring er, at det er godt med forbilleder af eget køn.
Også forskere ses som en særlig ressource i CSCMP. Ud over at forskere ARS har et mødested for forskerne, hvor de præsenterer deres seneste forskning og innovationer inden for uddannelse, uddeles der hvert år adskillige priser for excellence. President og CEO, Mark Baxa åbnede ARS i år med en stærk erklæring om, at ”academia can call CSCMP their home”. I år var også CSCMP Distinguished Fellows inviteret til et særligt panel, hvor vi delte ud af vores erfaringer.
Med hensyn til Responsible er det især i forhold til miljøet, selvom det ikke i år tog den samme plads som tidligligere (læs: før Trump’s 2. periode). Der var dog indlæg om ESG (se https://effektivitet.dk/magasin/gron-supply-chain/fra-csr-til-esg/ ) samt om grøn transport og cirkulære forsyningskæder. CSCMP viser også via sit magasin CSCMP Northstar, at organisationen ikke har lagt bæredygtighed på hylden, selvom det politisk ikke har medvind i disse år. Eksempelvis tager det seneste nummer af Northstar temaet op i artiklen ”Transitioning to circular enterprises: the role of supply chain management” forfattet af Tracey og Ruamsook (se https://www.thescxchange.com/finance-strategy/plan/transitioning-to-circular-enterprises-the-role-of-supply-chain-management) Det er lidt opløftende, at praksis ikke har glemt klimaforandringerne selvom de går ”lidt stille med dørene” lige for tiden. Man fik generelt en fornemmelse af, at ingen på konferencen havde lyst til åbenlyst at kommentere den nuværende politiske agenda.
Afslutning
CSCMP er i min optik et strålende eksempel på nær interaktion mellem praksis og teori. Det håber jeg fortsætter ligesom jeg håber, at Effektivitet i Danmark kan være bannerfører for den samme type interaktion. Mine amerikanske kolleger var lidt fortrykte i relation til de kraftige nedskæringer på universiteternes statslige budgetter, men der har business schools den fordel, at virksomheder og professionelle foreninger gerne støtter med forskningsopgaver og penge. På disciplinens vegne er jeg derfor ikke så bekymret for, at disciplinen ikke også kommer til at udvikle sig i den næste år. Og endelig er disciplinen også blevet globaliseret siden årtusindskiftet, så der er masser af forskning og dermed masser af håb.

CSCMP Distinguished Fellows Tom Goldsby, Lise Ellram, Britta Gammelgaard og Jim Stock

