Sådan skriver Carsten Steno i det fantastiske erhvervseventyr ”En klynge, der virker – Universal Robots og det fynske robotmiljø – 1986 til 2016” om udviklingen af den fynske robotklynge. En klynge der i dag består af mere end 80 kommercielle virksomheder, proaktive innovationsnetværk og et erhvervsorienteret universitetsmiljø.

Bogen der bør læses af alle danske erhvervspolitikere

Bogen er meget veldokumenteret. Den bygger dels på interviews med ikke mindre end 27 nøglepersoner i det fynske robotmiljø dels på research af, hvad andre har skrevet. Bogen oser i den grad af entusiasme for udviklingen af et dynamisk dansk erhvervsliv. Bogen bør derfor læses af alle danske erhvervspolitikere -og andre, der har interesse i udvikling af arbejdspladser i Danmark. Man kan slet ikke lade være med at drage paralleller til udviklingen af Silicon Vally i San Fransisco – området som er verdens største klynge af højteknologiske virksomheder.
Men hvad er egentlig baggrunden for, at mens alle teknologivirksomheder snakker Industri 4.0, så har de i det fynske robotmiljø allerede en stærk interesse for det, de ser som den 5. industrielle revolution?

Synergien mellem Lindø værftet og Odense Universitet

Vi skal 30 år tilbage. En entusiastisk australsk professor i anvendt matematik John Perram udvikler metoder til robotstyring sammen med sine studerende på Odense Universitet. Via Hitachi-værftet ser udviklingsdirektør Torben Andersen på Lindø værftet potentialet i at robotsvejse skibe. Visionen er at få robotterne til at svejse på grundlag af CAD (Computer Aided Design) tegninger. Universitet og Lindø samarbejder om robotforskning i AMROSE projektet på værftet, og Mærsk donerer 80 mio. kr. til et højteknologisk forskningscenter – Mærsk Mc-Kinney Instituttet på Odense Universitet. I praksis svarer CAD tegningerne dog ikke altid til virkeligheden, så det lykkes kun at svejse lige sektioner uden for-programmering af robotterne. Men på trods af manglede kommerciel succes i AMROSE projektet, og selv om Lindø værftet lukker endeligt i 2012, er kimen til en robotklynge på Fyn skabt.

Universal Robots opstår

Vi skal nu 15 år tilbage. Videnskabsministeriet donerer 3 mio. kr. til et forskningsprojekt på Mærsk Mc-Kinney Instituttet om ”Fleksible robotter”. De fleksible robotter testes med rimelig succes på DanCake (småkager) i Give og Easyfood (Pizzaer) i Kolding, hvor Kristian Kassow er forskningsassistent. Kristian Kassow, Esben Østergaard og Kasper Støy, som er lektor på universitetet, stifter i 2005 Universal Robots, der bygger på erfaringerne fra forskningsprojektet om fleksible robotter. Esbens styrke er hans viden om kunstig intelligens fra hans Ph.D afhandling om robotter, og Kaspers styrke er hans viden om selvkonfigurbare robotter. Kasper Støy forlader dog Universal Robots igen, fordi det er svært at kombinere lektor karrieren med iværksætteri.

Universal Robots bliver for alvor kommerciel

Vi skal 8 år tilbage. Enrico Krog Iversen bliver administrerende direktør for Universal Robots. Vækstfonden investerer 7,65 mio. kr., Syddansk Innovation 1,9 mio. kr. og Enrico Krog Iversen investerer senere et større beløb, ligesom Vækstfonden gør det, og herved forskyder ejerandelene. Kristian Kassow trækker sig efterfølgende ud af Universal Robots. Der lægges en vækststrategi. Hos Universal Robots satses der på produktion af højkvalitets standardrobotter til en konkurrencedygtig pris. Standard- robotterne sælges gennem et eksternt forhandlernet, som står for at skræddersy løsninger til de enkelte kunder, baseret på standardelementerne. Der opstår basis for en kommerciel succes.

Universal Robots sælges for 2 mia. og nye muligheder opstår

Vi skal 2 år tilbage. Universal Robots sælges for ikke mindre end 2 mia. kr. til den amerikanske teknologikoncern Teradyne, men beholder produktionen i Danmark. Det giver dels mulighed for de oprindelige investorer at investere i robotprojekter i nye virksomheder, dels giver det nye muligheder for flere langsigtede investeringer i Universal Robots. Carsten Steno fortæller i bogen at der omkring Universal Robots og Syddansk Universitet i alt er opstået mere end 80 virksomheder med godt 2.200 ansatte.
Vi er da også godt med på verdensplan i forhold til ”robottætheden.” Der er i Danmark i dag installeret 166 robotter pr 1.000 ansatte i industrien. Globalt ligger Danmark således på en flot 5. plads, selv om vi ikke har en bilindustri i Danmark, der traditionelt anvender mange industrirobotter.

Den 5. industrielle revolution

Carsten Steno skriver i bogen, at Esben Østergaard er en af ”den 5. industrielle revolutions førende evangelister.” Esben Østergaard peger da også på, at de nye samarbejdende robotter kan tage magten over produktionen tilbage til de kreative udviklere og de erfarne industriarbejdere.
Eller som Esben Østergård citeres for i bogen: ”Når vi køber kostbar øl fra mikrobryggerier og håndlavet chokolade, så er det, fordi noget af det oprindelige er gået tabt. Dette kan robotterne faktisk hjælpe os med at genskabe på en rentabel og sund måde. Derfor skal vi have robotterne ud af burene, de kreative ind i industrien og sjælen tilbage i produkterne.”

Velfungerende klynger

Carsten Steno peger på fire grundtræk ved velfungerende klynger:

  • Geografisk nærhed af en kritisk masse af virksomheder, hvor der er opbygget gensidig tillid.
  • Velkvalificeret arbejdskraft.
  • En fælles vidensbase med tilhørende uddannelsesinstitutioner.
  • En geografisk udstrækning inden for en radius af 75 – 100 km.

Men det kommer ikke af sig selv, og der var ikke tilstrækkeligt mange private investorer til at udvikle Universal Robots. Her var samspillet med Vækstfonden afgørende.

Læren af det fynske robotmiljøs udviklingshistorie

Esben Østergaard, medstifter af Universal Robots og i dag teknisk direktør i virksomheden, siger i bogen om læren af det fynske robotmiljøs udviklingshistorie.
”Den amerikanske mentalitet er at prøve ting af, tænke stort, turde kaste sig ud i noget. Den europæiske mentalitet – især præget af fransk tænkning – er at lede efter dybden/essensen. Det gør en forskel, når man taler højteknologi. Noget, der er så komplekst som robotter, kræver dybdetilgang. Det har de svært ved i USA. Nogle amerikanere er for utålmodige. Franskmændenes problem er, at de har svært ved at kommercialisere forskningsresultater.
Med al den viden, vi har fået her i Odense, og med vores fokus på at få den anvendt, kan vi måske kombinere amerikanernes gåpåmod med en dyb tilgang til produktudvikling. Vi har været med til at starte en robotrevolution, og vi er med til at skrive standarden for fremtidens fleksible robotter.”

Robotvirksomheder skal være danske eliteatleter

På Erhvervsstyrelsens hjemmeside kan man læse om Scale-up Denmark, som er et delvist EU-støttet erhvervsudviklingsprojekt. Initiativet er inspireret af Team Danmarks arbejde med at udvikle topatleter ved at træne de bedste intensivt, så nogle af dem bliver eliteatleter. På samme måde handler Scale-up Denmark om, at de bedste vækstvirksomheder skal deltage i et elitetræningsforløb, hvor de bliver trænet, så de bliver fremtidens elite indenfor deres område.
Scale-up Denmark har ifølge en artikel i Leder idag fra den 30. maj bevilget 10 mio. til Væksthus Syddanmark, Teknologisk Institut og Odense Robotics til et nyt elitetræningscenter, som skal hjælpe unge robotvirksomheder på vej.
Så meget tyder på, at fremtiden ser lys ud for vores danske udgave af Silicon Valley.

Carsten Steno

Carsten Steno, født 1951, er en af Danmarks mest erfarne erhvervsjournalister. I 70’erne var han erhvervsjournalist på Ritzaus Bureau. I 80’erne var han New York-korrespondent og siden redaktionschef på Dagbladet Børsen. I 90’erne virkede han som erhvervsredaktør på Berlingske Tidende. Fra 2001 til 2008 var Carsten Steno chefredaktør på Erhvervs Bladet. Fra 2009 til 2015 var han seniorjournalist på Berlingske Business. Siden har han virket som bogskribent og freelance- erhvervsjournalist. Carsten Steno udbyder foredrag om historien bag det fynske robotmiljø. Se http://www.csteno.dk/tilbud-om-debatindlaeg-foredrag.html.