Da Japans store virksomheder og offentlige arbejdspladser i foråret 2018 forhandlede løn med deres fastansatte ved de årlige overenskomstforhandlinger, de såkaldte ”shunto”, kiggede alle i retning af, hvordan forhandlingerne gik i Toyotas højsæde i Toyoda-byen uden for storbyen Nagoya.

Ønske om højere løn hos Toyota

Premierminister Shinzo Abes regering, som er konservativ og traditionelt på krigsfod med landets fagforeninger, havde ligesom de foregående år appelleret til Toyota og andre arbejdsgivere om at sætte lønnen dramatisk op – ligesom den har gjort i de sidste mange år i træk.
For regeringen er det vigtigt at give japanske forbrugere flere penge mellem hænderne, så de holder op med at være så overforsigtige og ikke sparer så meget op. Jo mere Japans egen befolkning begynder at forbruge, jo bedre balance kommer der i Japans økonomi, og jo hurtigere kommer man ud af mange års relativ stilstand. Man kan ikke bare eksportere sig ud af problemerne, som man har gjort før.
Shunto er et årligt ritual, der foregår i hver enkelt virksomhed, og bilgiganten Toyota er i den sammenhæng mere end blot et stort privat foretagende blandt flere. Toyota har udviklet sig til at være noget i retning af en national institution, og det normale mønster er, at så snart Toyota-ledelsen har lavet en aftale med sin firmafagforening, laver de fleste andre store virksomheder i løbet af få dage fuldkommen tilsvarende aftaler med repræsentanter for deres ansatte.
Resultatet blev i år, at grundlønnen for samtlige Toyota-ansatte blev hævet med 1.300 yen (75 kroner) om måneden. Det var en større stigning end sidste år, men mindre end regeringen havde kunnet ønske sig – og langt mindre end fagforeningens krav på 3.000 yen (173 kroner).
Toyota var bestemt indstillet på at leve op til sit ansvar over for landets økonomi, understregede virksomhedens ledelse. Og sammen med anciennitetsstigninger og bonusser i årets løb vil Toyotas ansatte reelt få en lønstigning i det kommende år på mellem tre og fire procent, understregede man. Belært af erfaringerne fra den dybe krise i halvfemserne er det imidlertid afgørende vigtigt for Japans store virksomheder at undgå at forpligte sig til store faste udgifter i al evighed, og det ville man have gjort, hvis man var gået med til en større stigning på folks grundløn.
Forløbet afspejler Toyotas ganske særlige position i den japanske offentlighed. Af alle de kvalitetsvaremærker, som vi i omverdenen forbinder med moderne japansk industri, Sony, Hitachi, Panasonic, Nissan, Honda, Canon, Toshiba, og i de senere år Nintendo og Softbank, så har Toyota en special aura af ophøjethed og usårlighed.
”Frodige marker” – størst værdi på Tokyo børsen
Toyota har fået sit navn ved en lille omskrivning af navnet på den stiftende familie, Toyoda, hvorfra også en række af koncernens øverste chefer gennem alle årene er kommet. Navnets oprindelige betydning er ”frodige marker”. Toyota har siden 2012 hvert eneste år produceret over ti millioner biler på verdensplan. Virksomheden har over 350.000 ansatte rundt omkring på kloden, og den har år efter år haft langt den største markedsværdi af alle virksomheder på Tokyo-børsen.

Toyota skandalerne

Det er naturligvis en væsentlig del af forklaringen på Toyotas særlige position i det japanske samfund. Men virksomheden har samtidig vist sig at være i stand til at håndtere nogle store skandaler i medierne med en professionalisme og robusthed, som er enestående i det japanske forretningsliv. Intet har for alvor kunnet slå skår i Toyotas møjsommeligt opbyggede image overalt i verden. Varemærket står for milliarder af mennesker for stabil kvalitet til en fornuftig pris, og det skal der åbenbart mere end et par store skandaler til at ødelægge.
”Mystikken i overstørrelse er måske væk”, skrev den amerikanske Japan-ekspert Patrick M. Cronin i 2010 i forbindelse med en skandale, hvor Toyota på verdensplan måtte tilbagekalde flere end ti millioner biler på grund af problemer med speederpedal og bremse-software, og hvor Toyotas øverste direktør måtte stå pinligt skoleret i den amerikanske kongres. ”Men dette er en virksomhed, der er kommet dertil, hvor den er kommet, ved at planlægge årtier frem, ikke måneder eller dage. Hvis der eksisterer en virksomhed i verden, som vil kunne grave sig ned, tage et nyt afsæt og løse sit problem over tid, så er det Toyota”.

Toyota – et symbol på efterkrigstidens Japan

Toyota påbegyndte så sent som i trediverne sin fabelagtige forvandling fra at være en regionalt baseret tekstilmaskine-fabrik til gradvist at blive en af verdens allerstørste bilproducenter. I dag er virksomheden et symbol på, hvad efterkrigstidens Japan har kunnet præstere. Noget som langt de fleste japanere føler sig stolte af og loyale overfor. Navnet Toyota – oftest skrevet med vestlige bogstaver som et slags logo for virksomheden – er til stede overalt.
Til stede i bybilledet: Der er Toyota-forhandlere og store farvestrålende Toyota-reklamer overalt.
Til stede i medierne: Med mellemrum har Toyota-direktører haft topposter i Japans industriråd og andre erhvervsorganisationer, og det meste af tiden har de også stor indflydelse bag scenen.
Til stede i idrættens verden: Toyota er sponsor for store sportsbegivenheder i ind- og udland samt for Nagoyas baseball- og fodboldhold, og i år vandt et team fra Toyota for første gang 24-timers-løbet i Le Mans.
Til stede på arbejdsmarkedet: At blive ansat hos Toyota anses for noget af det mest sikre, endnu sikrere end andre store japanske industrigiganter. Hvis naboens søn eller datter har kunnet bestå adgangsprøver og jobinterview og blive ansat på Toyota, ser man på hele familien med beundrende øjne.
Også i stor udstrækning konstant til stede i folks bevidsthed. Vi ved alle sammen, i Japan og i omverdenen, at Toyota er noget af det mest ærkejapanske, der findes. Honda opfattes i dag af mange snarere som en amerikansk virksomhed, men Toyota holder aldrig op med at være japansk.
Som en global virksomhed har Toyota i dag chefer fra mange lande på forskellige niveauer. Også nogle, som har gjort karriere helt frem til chefkontorer i selveste Toyoda-byen. Men virksomheden holder fast i sin japanske måde at arbejde på, og de udenlandske chefer har måttet indordne sig – og det gør de.

TPS et evigt foranderligt produktionssystem

Industrifolk fra hele verden kommer stadig rejsende på kostbare
studieture for at lære af Toyotas klassiske måde at organisere produktionen på, kendt som Toyota Production System (TPS). Klassisk ved at være evigt foranderlig. Andre steder har japansk management mistet sin magiske klang siden de allermest begejstrede dage i firserne – men ikke hos Toyota.

Nissan og Toyota opfattes forskelligt

Under den økonomiske krise i halvfemserne og begyndelsen af nullerne bristede ”boblen” efter Japans spekulative økonomi. Netværket af
japanske banker og virksomheder var lammet af gæld, der aldrig ville kunne blive betalt, og de store industrigiganter blev for første gang siden efterkrigsvækstens begyndelse i tresserne tvunget til at skære ned og ligefrem fyre ansatte. Et kæmpe chok for hele det japanske samfund og ikke mindst for familierne til de fastansatte. Der havde bredt sig en naiv forestilling om, at den slags kapitalistiske umenneskelighed var man i det nye Japan endegyldigt vokset fra.
Men her så man igen Toyota adskille sig fra flere af sine konkurrenter. Nissan havde sin løsningsmodel og Toyota sin.
Nissan var reelt blevet opkøbt af Renault, og oprydningen efter vækstårenes omkostningstunge livstidsansættelse kom til at koste adskillige Nissan-arbejdere deres job.
Toyota erklærede derimod, at man ville gå mere japansk til værks. Ingen i selve virksomheden blev ligefrem fyret, men båndene til mange underleverandører blev temmelig brutalt skåret over. Frem for alt undgik man at foretage nye fuldtidsansættelser i samme antal som tidligere. Der lyder stadig et ekko af denne strategi, når man snor sig uden om premierministerens pres for at sætte de fastansattes løn yderligere op.
Slutfacit på Nissans og Toyotas politik var cirka det samme. Virksomhederne fik gradvist, men drastisk reduceret deres personaleomkostninger, men kapitalismens hårde hånd var langt mere synlig hos Nissan end hos Toyota. Nogle af de få liberale ideologer i Japans medier og politiske verden gav deres støtte til Nissan-modellen, men ude i det japanske samfund var Toyota-modellen langt mere populær. Forløbet endte derfor med at understøtte den ganske særlige prestige, som Toyota den dag i dag nyder blandt almindelige japanere.

Toyota en klassisk virksomhed i fremtidens industri

På det seneste er Toyota gået ind og har sat sig i førersædet i udvik-lingen af robotter og kunstig intelligens til fremtidens industri. Ikke kun til brug i selvkørende biler, hvor det er en helt oplagt teknologi, men også inden for ældreforsorg og byplanlægning. Her kan man udnytte den ekspertise og erfaring, der er samlet hos Toyota.
Toyota er en klassisk virksomhed, oven i købet stadig med medlemmer af den stiftende familie i skiftende hovedroller. Men Toyota er samtidig et moderne japansk foretagende, som gennem hele sin historie har skabt sin position og sine fremskridt i nært samarbejde med både handels- og industriministeriet i Tokyo og regionale myndigheder i Nagoya-området.
Noget, der måske bliver set som en modsætning i andre dele af verden, men ikke i Japan.