Ved afslutningen på TWI Conference, som den rettelig kaldes, kunne effektivitet.dk, der sammen med TWI Institute og BusinessThroughPeople stod bag konferencen, gøre status.
”Der er god stemning, og der bliver talt en masse fagligt på konferencen – ved siden af alt det sociale,” fortæller Christian Obbekær Hansen, der er tidligere formand for uddannelsesudvalget i effektivitet.dk.
”Konferencen er godt besøgt i år, og som altid er det i høj grad praktikere, der besøger konferencen. Det giver en god dynamik og gode debatter med oplægsholderne,” fortæller han videre.
Dette års konference i Tivoli har budt på indlæg fra eksperter på absolut topplan inden for TWI-tankegangen, herunder Patrick Graupp, Scott Curtis og danske John Vellema samt cases med LEGO, Post Danmark, Kopenhagen Fur samt besøg hos Novo Nordisk og Danske Bank.
Generelt mener arrangørerne, at TWI vinder stadig større indpas. Det mærkes på deltagerne og interessen ude i markedet for TWI-metoderne.
”Hele 10 nationer er repræsenteret på dette års konference blandt deltagerne, men også i Danmark alene vinder TWI indpas. Fx dækker John Vellema, som også har talt på konferencen her, både Danmark, Norge, Sverige og Schweiz gennem sin virksomhed BusinessThroughPeople, og der er i alt 120 certificerede trænere i Danmark alene. Så i sammenligning med vores naboer, er vi klart førende, da vi kun kender til en enkelte i Sverige blandt andet,” siger han videre.

Mulighed for større udbredelse

TWI-tankegangen, som har rødder tilbage til den amerikanske industri under Anden Verdenskrig, har sit ophav i produktionsvirksomheder, men vinder også indpas andre steder i dag.
”TWI har stadig bedst fat i produktionsvirksomhederne, men vi har opdaget, at det bruges i varianter i Forsvaret samt i sundhedsvæsenet inden for ALS-uddannelser (Advanced Life Support) herhjemme. Udfordringen er, og det gælder også produktionsvirksomheder, at det ikke er hverken interessen eller økonomien, der er stopklods. Det er derimod nedskæringerne under finanskrisen, som har presset virksomhederne meget på tiden,” siger Christian Obbekær Hansen videre.
I dag er TWI implementeret inden for industri, sundhed, service, finans, administration, supermarkeder og it på globalt plan.
2014 TWI Conference bød på en stribe spor, tre keynote speakers – alle førende TWI-eksperter – ni cases, tre workshops og to virksomhedsudflugter med live TWI-uddannelse.
Næste års TWI Conference finder sted i Malmø midt i november.

TWI 2015

Kom med input og ideér til næste års konference.
Vi mødes den 9. oktober kl. 12-16 hos Kopenhagen Fur, hvor du også kan møde Jim Huntzinger.
Se mere på side 31 og på www.effektivitet.dk