Som det nævnes i forordet til bogen, er det lidt selvmodsigende at koble lean og innovation sammen. Innovation står jo for den lidt krøllede hjerne, som på ganske uforudsigelig vis pludselig kommer med noget, ingen andre har tænkt på før. Lean derimod står for den lineære tænkning med fokus på analyse, standarder og optimering.
Bogen illustrerer på udmærket vis i sin gennemgang af udviklingsprocessen, hvordan kreativitet og systematik kan spille sammen ved anvendelse af PDCA hjulets 4 faser: Plan – Do – Check – Act. En væsentlig forskel på innovation og produktion er, at hvor man i produktionen opererer med fastlagte tegninger og specifikationer, så har man i starten af innovationsprocessen normalt kun en uklar viden om det færdige resultat. Hvilke kundebehov er det, man helt præcist skal opfylde, og hvordan skal produktet eller serviceydelsen udformes i detaljer for at opfylde formålet? I den traditionelle, faseopdelte udviklingsproces er ambitionerne, at hver fase gøres helt færdig, med formel godkendelse fra ledelsen, før den næste fase kan indledes. Bogen beskriver i stedet lean innovation som en række af PDCA forløb, hvor hvert forløb bygger videre på de erfaringer, der er opnået i de tidligere forløb. Dermed tager man konsekvensen af, at man ikke kan tænke sig til – eller konstruere sig til – den ideelle løsning hjemme i laboratoriet. Man er nødt til at afprøve mange forskellige løsningsmuligheder, og få erfaringer med dem, inden der er postet for mange ressourcer i løsningerne. Anvendelse af PDCA hjulet til styring af hvert procestrin hjælper til at sikre, at videnopbygningen, som hvert løsningsforslag skal bidrage med, bliver størst mulig. Lean resulterer i et bedre produkt – eller service ydelse – og en kortere udviklingstid.
Anvendelse af PDCA hjulet er i bogen beskrevet jordnært trin for trin, og den operationelle forankring er hjulpet på vej af tre tænkte eksempler, som man følger igennem alle procestrin. Hvert afsnit slutter endvidere med checkspørgsmål og nogle små, praktiske opgaver, der giver læseren en godt check på, at det læste er forstået.
Lean Innovator kan med udbytte læses for at få et første indblik i anvendelse af lean på en innovations- og udviklingsproces, men bogen kan også give en hurtig repetition for den erfarne udviklingsleder. En af de ting, man kunne ønske sig yderligere i beskrivelsen, er nogle referencer til praktiske cases fra forskellige typer af virksomheder eller offentlige institutioner. Der findes i dag adskillige virksomheder, som har arbejdet med lean innovation og udvikling, og deres erfaringer ville være et værdifuldt supplement. Men det kunne være et input til den næste bog fra Kompetenceforum.

Om bogen

Lean Innovator. Brugerdreven innovation med LEAN-værktøjer.
Forfatter: Lars Tegl Rarmussen.
Forlag: Kompetenceforum.

Fakta

Kompetenceforum udbyder lean uddannelser til private og offentlige virksomheder. Lean Master er med en træning, der forløber over 10 uger, suppleret med en studietur og en efterfølgende certificering, den mest omfattende uddannelse, der tilbydes.