Fra projekt til drift

DMS’ præsentation var fokuseret på den udviklede struktur omkring TWI-JI metodikken, der foreløbig har sikret en succesfuld overgang fra projekt til drift. DMS delte gode og dårlige erfaringer, samt hvad næste skridt er. Det operationelle træningssystem er udtrykt ved modellen vist på Illustration 1.

 

DMS Training Model

Illustration 1 – DMS’s træningsmodel for operationel træning. De 4 indsatsområder er Job Instruktioner, Træning, Proceskonfirmering og Løbende forbedring.

Blandt tilhørende var repræsentanter fra Intel (Costa Rica), Gore Medical (US) og TWI Instituttet v. Patrick Graupp (US) og John Vellema (DK). Spørgsmål kredsede omkring håndtering af både kvalitetsmanualer og Job Instruktioner, kvalitetssikring af træningsmaterialets indhold, håndtering af forbedringsforslag og lederudført proceskonfirmering.

 

Praktikere og teoretikere

Det var tre meget inspirerende dage med praktikerpræsentationer fra IBM (US), Albany International (US) og BusinessThroughPeople (DK) der alle gav et indblik i forskellige løsninger til TWI-JI støttende struktur. Desuden var der to tankevækkende key notes med fokus på lean ledelse. Det ene indlæg var af Masaaki Imai (JP), forfatter til ’GEMBA KAIZEN’, der talte om ledelse af en forbedringskultur med udgangspunkt i hans erfaringer fra Toyota. Hans påstand om at kompetenceniveau aftog som en funktion af hierarkisk placering, med konklusionen at CEO’s var operationelt inkompetente, var dejligt provokerende og tankevækkende. Den anden key note var af Jerry Bussel (US), forfatter til ’Anatomy of a lean leader’, som gav et indblik i sin rejse mod at blive en lean leder. Hans 10 karakteristika for lean ledere indbefatter bl.a. formålsdrevet, lærelyst og vedholdenhed. Han understregede desuden det essentielle i at ledere samtaler med personer i alle organisationslag.

Nye idéer

DMS var repræsenteret ved Jens Christian Sørensen, associate manager for det operationelle trænings team, og Rasmus Jørgensen, intern lean konsulent og projektleder på TWI-JI projektet.
Præsentationerne gav Christian og Rasmus nye idéer til udvikling af trænere, træning i proceskonfirmering, hvordan standardisering kan måles, målrettede forbedringsaktiviteter og et mere effektivt sammenspil mellem kvalitetssystem og job instruktioner. Som et resultat af alle idéerne, er strategiplanen for operationel træning blevet opdateret.

En god investering

Det var tydeligt at træning var en passion for summit deltagerne – det var i sandhed træningsnørder. Det var desuden interessant at observere hvordan en global standard faciliterer global vidensdeling og idéudveksling. Et summit med andre TWI praktikere og teoretikere er et fantastisk sted, da nye og uventede idéer opstår, og værdiskabende relationer kan udvikles. Forhåbentlig kan DMS dele et års nye erfaringer næste år.