Nu kan vi endelig mødes fysisk igen. Lad ikke den chance gå fra dig, når de operations- og supply chain professionelle mødes på CBS 8. juni for at tage temperaturen på de hotteste temaer i professionen. Vær også med til at bestemme, hvem der skal have årets danske Supply Chain pris. Som noget nyt udvælger en bedømmelseskomité sammensat fra teori og praksis tre finalister, som præsenterer deres case på konferencen. Herefter er det op til konferencens deltagere at stemme på den virksomhed, der gør det særlig godt, og altså modtager prisen. Det ser vi meget frem til!

Med de seneste års disruptions, først covid19 og dernæst krigen i Ukraine, og udsigten til at mangle naturgas, for nu at nævne de værste eksempler, er mange virksomheder blevet rystet i deres operationsgrundvold. Derfor har vi i år sat fokus på i supply chain resiliens, altså den egenskab som virksomheder og forsyningskæder må have for at finde tilbage til (en ny) normal drift. Professor Kinra fra University of Bremen giver os det store overblik over temaet i sin key note fulgt op af Supply Chain Planner for CO-RO (især kendt for Sun Lolly), Mette Grønbech, der deler sine konkrete erfaringer med planlægningen af internationale forsyninger under de seneste disruptions.

Administrerende direktør for medicinalvirksomheden Dansac A/S, Pia Prag Hansen, vil derefter give sit bud på, hvordan digitalisering og data kan løfte virksomhedens strategi. Det gælder selvfølgelig generelt, men i særlig høj grad inden for produktion og forsyningskæder. På den ene side kan forsyningskæder ikke fungere uden informationsteknologi og på den anden side, kan informationsteknologi løfte virksomheder op i en højere liga. Det kan ikke være mere relevant for os supply chain-nørder.

Professor i innovationsledelse fra Syddansk Universitet, Mette Præst Knudsen, vil derefter give sit højt kvalificerede bud på droners kommercielle fremtid i Europa. Droner har ofte været fremhævet som den næste teknologi inden for logistik og last-mile leverancer, men endnu kender vi ikke så meget til deres anvendelse i civil praksis.

Alis Sindbjerg Hinrichsen, business development lead hos Optilon og lektor ved Aarhus Universitet BSS, Henning de Haas illustrerer herefter frugtbarheden af samarbejde mellem praksis og teori ved deres begreb ”Future-Fit Supply Chain”, der opfordrer til at sætte det mest ambitiøse bæredygtighedmål, jeg endnu har set, nemlig at forsyningskæder skal regenerere de ressourcer, de forbruger. CO2 neutralitet er ikke nok.

Som afslutning på konferencen, taler Iris Isabella Engelund om at sætte sit talent i spil, så man yder mere, er mere motiveret og i det hele taget får et bedre arbejdsliv. Alle har talent for noget. Derfor sætter vi som noget nyt spotlight på den næste generation af supply chain talent, idet vi har inviteret såvel supply chain-studerende fra CBS som studerende i global ledelse og design af forsyningskæder fra Aarhus Universitet – BSS´ Herning afdeling til at være med. Vi håber, at I vil benytte lejligheden til at veksle nogle ord med dem om deres faglige interesser og studier. Effektivitet skal også være for unge!

Sidst men ikke mindst, vil Thomas Hechmann, professionel networker – og en masse andet – lede hele konferencen.

Vi glæder os!

Vel mødt på CBS, Copenhagen Business School 8. juni.