Den højeste form for dovenskab eller effektivitet er at gøre tingene rigtigt første gang. Det har Vestas Blades’ fabrik i Lem i Vestjylland erkendt. Og handlet på. Handlingen består primært af at indføre den strukturerede træningsmetode TWI JI – Training Within Industry Job Instruktion – i et pilotprojekt i en afgrænset del af fabrikkens 980 medarbejder store organisation. Piloten er centreret omkring produktionen af en vingetype med fire skiftehold á 35 medarbejdere – og fabriksledelsen. ”Vi startede faktisk med fabriksledelsen for at sikre buy-in og for, at lederne kan mærke TWI JI på egen krop. Vi gik derefter videre til supportfunktionen samt uddannelse af både team-ledere og ti udvalgte TWI-trænere. På den måde var vi helt klar til at indføre TWI JI sammen med de fire gange 35 medarbejdere, som arbejder i det område, vi valgte som pilot”, fortæller Lars Tegner Bjerre, der er Senior Production Manager og ansvarlig for udrulning af TWI JI.

TWI professionaliserer processer

Lars Tegner Bjerre har en fortid i Kopenhagen Fur, hvor han erfarede, at træning af operatører efter TWI JI-principperne skabte en effektiv platform for innovation, forbedringskultur, bedre arbejdsmiljø samt højere produktivitet og kvalitet. Den succes vil han nu overføre til Vestas Blades.
”Træning og oplæring i de fleste virksomheder baseres på sidemandsoplæring. Sidemandsoplæring kan være glimrende, men når forskellige mennesker oplærer ”sidemanden”, vil det i sagens natur resultere i variationer i udførelsen af opgaver. Vi er alle forskellige, anvender forskelligt sprog og har forskellige fokusområder. Sidemandsoplæring vil altså altid resultere i variationer i processer, og variationer i processer er skidt for flow, effektivitet og kvalitet”, fortæller han og tilføjer:

 

Ram sømmet på hovedet første gang

”I Vestas Blades er det vores mål at forbedre cost of pure quality eller COPQ til under 1 procent. Det vil vi gøre ved at udføre de rigtige ting på den rigtige måde første gang, så vi får færre returløb og bedre kapacitetsudnyttelse. Vestas Blades’ vinger er altid i høj kvalitet, når de forlader fabrikken, men sommetider har det krævet flere returløb og ressourcer at opnå den høje kvalitet end andre gange. TWI JI skal hjælpe os til at ramme sømmet på hovedet første gang og hver gang”.
Vestas Blades har haft succes med at skabe både et pull og et push for TWI. ”Push” kommer via uddannelse af lederne i TWI JI, og ”pull” er kommet via rekruttering af interne TWI-trænere, der fungerer som ambassadører for TWI-metoden. ”Vi har foreløbig uddannet 10 TWI-trænere, der er udvalgt efter to primære kriterier: Menneskelige egenskaber som formidlingsevner og empati samt organisatorisk respekt. I takt med at medarbejderne kan se, at TWI JI virker, og at det giver dem et bedre grundlag for at udføre arbejdsopgaverne på, kan vi se, at det skaber et behov og en efterspørgsel efter mere træning”.

”TWI skal hjælpe os til at ramme sømmet på hovedet første gang og hver gang.”

Den store barriere for at arbejde med TWI JI i Vestas Blades er, at processerne med at fremstille de op til 67 meter lange møllevinger er meget lange og komplekse processer, hvor et team på 14 medarbejdere arbejder sammen om en proces i op til fire timer. Det gør det svært at bryde processen ned og træne den sammen med medarbejderne. ”Det løser vi ved at foretage såkaldt offline træning, hvor eleven får træning i basis, inden han eller hun skal ud og gøre det i praksis. Det kan fx være træning i, hvordan operatørerne udfører en vakuum-proces. De lange processer gør, at vi skal være skarpe i nedbrydningen af processerne og teste muligheden for offline træning for at gøre træningen så produktiv så muligt”, fortæller Lars Tegner Bjerre.

Fakta om Vestas

Vestas startede som et lille foretagende ved navn Vestjysk-Staalteknik. I dag har Vestas over 16.000 ansatte.

  • Vestas er en dansk virksomhed, der leverer vindmøller og havvindmøller i hele verden.
  • Hovedkontoret ligger i Aarhus. Vestas har kontorer i 24 lande.
  • Vestas er grundlagt i 1945 af Peder Hansen under navnet Vestjysk-Staalteknik A/S, hvis navn blev forkortet til Vestas. I starten
  • producerede Vestas landbrugsudstyr.
  • I 1979 leverede Vestas de første vindmøller, og branchen oplevede et regulært boom i begyndelsen af 1980’erne.
  • I 1986 blev Vestas tvunget til at gå i betalingsstandsning, fordi markedet i USA kollapsede. Store dele af Vestas blev solgt fra. En ny
  • virksomhed med navnet Vestas Wind Systems A/S blev grundlagt og skulle udelukkende fokusere på vindenergi.
  • I september 2014 offentliggjorde Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries et nyt samarbejde om havvindmøller. Selskaberne
  • danner et joint venture selskab, som de hver ejer 50 procent af. Efterfølgende røg Vestas’ aktiekurs i vejret med 10 procent.

Kilde: Ritzaus / Information.

Hvad er TWI?

Træningssystemet TWI er grundlagt af det amerikanske Department of War under 2. verdenskrig. Kombinationen af udkommandering af arbejdskraft til krigstjeneste og behovet for væsentligt øget produktionskapacitet i industrien skabte et akut behov for effektiv træning af mange nye arbejdere. Fordi behovet var akut og ressourcerne få i forhold til uddannelsesopgaven, indså arbejdsgruppen, at den mest effektive og hurtige måde at gennemføre en ændring på var at tilbyde industrien værktøjer til at gennemføre ændringerne selv. Og dermed blev et træningsprogram med et unikt train-the-trainer fokus skabt. TWI blev i en lang årrække efter krigen glemt i USA, indtil en gruppe mennesker genopdagede TWI omkring årtusindeskiftet. I dag bliver TWI anvendt bredt i amerikanske og europæiske virksomheder som et væsentligt supplement til lean og andre procesoptimeringsprogrammer.