Grønne kompetencer er nøglen til fremtidens arbejdsmarked
Den grønne omstilling er ikke blot en teknologisk revolution, men den ændrer også den måde, vi arbejder og tænker på i alle brancher. For at sikre en succesfuld overgang til et mere bæredygtigt arbejdsmarked, er det essentielt at identificere de kompetencer, som virksomhederne har brug for nu og i fremtiden. Gennem Interreg ØKS projektet ”Grønne kompetencer til et grønt arbejdsmarked” er en række virksomheder i Danmark og Norge blevet interviewet for at afdække netop dette.
Projektet, der er grundlag for denne artikel, peger på, at behovet for medarbejdere med grønne kompetencer er centralt for de danske- og norske industrivirksomheder, og at det behov i dag kun i begrænset grad er dækket. Da det ligeledes er virksomhedernes forventning, at behovet for grønne kompetencer vil stige i fremtiden, skal der handles nu.
Projektets partnere
Projektet ”Grønne kompetencer til et grønt arbejdsmarked” er et samarbejde mellem Skive College, Fagskolen Viken Kongsberg Norge, Region Midtjylland, GreenLab Skive og GreenLab NES Norge. Formålet er at sikre, at erhvervsskolernes uddannelser og opkvalificeringsforløb matcher de reelle behov for grønne kompetencer i industrien. Kompetencemangel stopper ikke ved landegrænserne, og derfor er projektet tværregionalt og fokuserer på at skabe en model for, hvordan efterspørgslen efter grønne kompetencer kan omsættes til konkrete uddannelsestilbud på tværs af et nordisk fællesskab.
Hvad er grønne kompetencer?
Grønne kompetencer dækker over et bredt spektrum af færdigheder, som er nødvendige for at understøtte en mere bæredygtig produktion, energiudnyttelse og arbejdsproces. I interviewene med virksomhederne er der identificeret to overordnede kategorier:
- Tekniske grønne kompetencer – Dækker de faglige kvalifikationer, der er afgørende for grøn teknologi, såsom fx el-installation, varmegenanvendelse, implementering af andre vedvarende energiformer, energieffektivisering, ressourceoptimering og cirkulær produktion. Disse færdigheder er essentielle for at udvikle og vedligeholde bæredygtige løsninger i industrien.
- Tværgående kompetencer – Omfatter et mere systemisk perspektiv med kompetencer som bl.a. visionær ledelse, tværfaglighed, kommunikation, risikovillighed og innovation. De tværgående kompetencer sikrer implementering og integration i den grønne agenda, hvor kerneforretningen skal gøres bæredygtig og fremtidssikker. Hertil kommer også viden om miljølovgivning, livscyklusanalyser, ESG-rapportering og grøn forretningsudvikling. At overholde bæredygtighedskrav bliver en fuldt integreret og naturlig del af kerneforretningen i fremtiden.
Virksomhedernes perspektiv
Interviews med virksomheder som fx Siemens Gamesa, ISS, Stiesdal, European Energy og Quantafuel viser, at den grønne omstilling ikke kun handler om at ansætte flere specialister men også om at opkvalificere eksisterende medarbejdere. Hos Siemens Gamesa er der stort behov for serviceteknikere, projektledere og specialister inden for elektrisk installation, mekanik, elektronik og softwarestyring. Quantafuel ser derimod grønne kompetencer som et mindset snarere end en specifik teknisk færdighed. Som en respondent fra undersøgelsen beskriver:
”Det er ikke nok at være specialist og have 110% styr på sin del af maskineriet. Man skal kunne se ud over det. Forstå sammenhængen med de andre dele af operationen og optimere både teknisk, forretningsmæssigt og grønt.”
Dette viser behovet for en bredere profil, hvor medarbejdere kombinerer tekniske evner med en dybere forståelse af processer og en helhedsorienteret tænkning.
Udfordringer i rekruttering og opkvalificering
En af de store udfordringer, som undersøgelsen har identificeret, er, at virksomhederne har svært ved at finde medarbejdere med de rette grønne kompetencer. Mere end halvdelen af de adspurgte virksomheder mener ikke, at de har tilstrækkeligt med grønne kompetencer internt, og mange oplever vanskeligheder med at rekruttere nye medarbejdere med de nødvendige kvalifikationer.
Løsningen ligger ifølge virksomhederne selv i efter- og videreuddannelse, men også at få tilføjet nye, nødvendige kompetencer til eksisterende uddannelser. Der er en voksende erkendelse af, at meget teknisk personale skal suppleres med holistiske og tværgående kompetencer som kommunikation og forståelse af værdikæder, netop for at kunne se hvor deres fagområde hæfter, og hvilken rolle de skal spille, i den grønne omstilling af firmaets kerneforretning. Mange virksomheder efterspørger fleksible opkvalificeringsforløb, hvor de kan tilpasse uddannelsen til deres konkrete behov.
Hvordan sikrer vi de rette kompetencer?
For at imødekomme behovet for både tekniske og tværgående færdigheder foreslår projektet en række tiltag:
- Efteruddannelse og mentorordninger: Virksomhederne peger på, at læring bedst sker i praksis og ved sidemandsoplæring, hvor erfarne medarbejdere kan vejlede nye i de grønne kompetencer.
- Nationale retningslinjer og uddannelsespakker: En struktureret tilgang kan sikre, at virksomhederne får adgang til standardiserede – men fleksible – uddannelsestilbud, som kan justeres efter branchespecifikke behov.
- Generiske og specialiserede kompetenceforløb: Der er behov for generiske grønne kompetenceforløb, der understøtter bred skalering af grønne færdigheder på tværs af brancher. Der er samtidig behov for specialistforløb, der tilpasses specifikke virksomheder som f.eks. energioptimering i produktionsvirksomheder eller bæredygtigt byggeri.
- Incitamenter for virksomhederne: For at få flere virksomheder til at investere i grønne kompetencer, kan der skabes større økonomiske incitamenter, f.eks. skattefradrag eller tilskud til efteruddannelse.
Fremtiden for grønne kompetencer
Behovet for grønne kompetencer vil kun vokse i de kommende år. Virksomhederne er allerede opmærksom på udfordringen, men der er behov for mere struktureret handling. Den grønne omstilling kræver ikke blot teknologisk udvikling, men også en kulturel ændring i måden, vi arbejder på. Gennem samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og myndigheder kan vi sikre, at fremtidens arbejdsmarked bliver både bæredygtigt og konkurrencedygtigt.
For mere information kan vi anbefale at følge projektgruppens LinkedIn side: https://www.linkedin.com/showcase/gronne-kompetencer/posts/?feedView=all
Eller hjemmesiden hos Region Midtjylland: https://www.ru.rm.dk/uddannelse/projekter/groenne-kompetencer-til-et-groent-arbejdsmarked/


