Logistikøkonomer har blik for helheden i danske SMV’er

På UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Vejle uddannes der hvert år et hold logistikøkonomer, der går direkte ud og gør en forskel med deres helhedsforståelse og indsigt i hele værdikæden i danske SMV’er.

I denne artikel vil vi tage jer en tur med til Logitrans A/S i Ribe for at give jer et lille indtryk af, hvilken forskel dimittenderne gør derude.

 

I en verden, hvor der stilles stadig større krav til, at varer skal udvikles og produceres billigere, hurtigere og mere bæredygtigt, og hvor forsyningskæderne presses af udefrakommende faktorer, som angreb på fragtskibe, krige og epidemier, har virksomheder i endnu højere grad end tidligere brug for medarbejdere, der har overblik og forståelse for det store billede og helheden i virksomheden.

Til at spille ind i denne komplekse verden har Logitrans A/S i Ribe set en stor værdi i netop logistikøkonomernes helhedsforståelse.
Logitrans startede som en landsbysmedie i 1940 og er siden blevet en virksomhed med 150 medarbejdere, der producerer internt transportmateriel som for eksempel pallevogne og stablere.

Mange af produktionsprocesserne, lige fra pulverlakering til montering, foregår i Logitrans’ egne produktionslokaler i Ribe og Kina, og salget sker både fra Ribe og fra et søsterselskab i Chicago.

”Vi er en del af SMV-strukturen i Danmark, og vi har rigtig mange processer både i virksomheden i Ribe og også oversøisk. Det gør, at vi arbejder utrolig bredt og sidder med alle funktioner, lige fra indkøb af komponenter til produktion og videre til det endelige salg af vores forskellige produkter”, siger Production Director hos Logitrans Dorte Pedersen og fortsætter:

”I Logitrans og hos mange andre SMV’er har vi brug for folk, der kan bruges bredt i virksomheden, da vi med vores størrelse ikke har store specialiserede afdelinger, der udelukkende arbejder med indkøb, logistik eller lignende, og der har vi set, at logistikøkonomerne kommer med et godt blik for helheden og med øje for processer og optimering.”


Fra praktikant til medarbejder

En af de logistikøkonomer er Rasmus Otzen, der for fire år siden startede som praktikant hos Logitrans i Ribe. Rasmus var på det tidspunkt logi-
stikøkonomstuderende på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Vejle.

”Jeg startede min praktik i 2020, hvor Corona kom buldrende som et stort, uforudseeligt benspænd for mange virksomheder. Så jeg fik fra start noget at arbejde med”, siger Rasmus Otzen. ”I min praktik var jeg koblet på Logitrans’ indkøber og sad en del med shipping, og jeg blev tilbudt et job som logistikkoordinator, inden min praktik var færdig. Praktikken blev derfor rigtig afgørende for, hvor jeg sidder i dag. Det gav mig mulighed for at mærke, hvor mine interesser var, mens Dorte og Logitrans fik set mig lidt an.”

Netop det gode match med kommende medarbejdere er noget af det, Logitrans ser som en styrke ved at få praktikanter ind fra logistikøkonomuddannelsen.

”Det er ikke nemt at finde nye medarbejdere i dag. Det er derfor en ret unik mulighed at få praktikanter fra logistikøkonomuddannelsen ind. Vi lærer nogle nye, spændende mennesker at kende og finder ud af, om de passer ind i kulturen her”, siger Dorte.


Solid værktøjskasse giver stor værdi

I dag sidder Rasmus som Supply Chain Manager hos Logitrans i Ribe og har derfor fingrene i mange forskellige opgaver i løbet af en arbejdsdag. Og Rasmus føler sig godt klædt på til de mange typer af opgaver, både gennem undervisningen på uddannelsen og efter praktikken hos Logitrans.

”Jeg fik meget tidligt ansvar her hos Logitrans, og min stilling har udviklet sig en del gennem tiden. I dag er jeg ansvarlig for indkøb, produktionsplanlægning og logistikken mellem Danmark, Kina og USA. Jeg er med til at sikre, at alt er, hvor det skal være – og til tiden”, siger Rasmus.

”Det gode ved logistikøkonomuddannelsen er, at man bliver udrustet med en masse – tilsyneladende enkle – værktøjer, men det er værktøjer, som kan give en kæmpe værdi for virksomhederne.

Specielt i en SMV som Logitrans. Uddannelsen har givet mig viden på både det strategiske, taktiske og operationelle plan, og det gør, at jeg har en forståelse for hvilken effekt, det har i hele virksomhedskæden, når man foretager de forskellige valg og tilretninger i processerne. Det ser jeg som en kæmpe styrke”, fortæller Rasmus.

Hjælper næste generation af logistikøkonomer på vej
Nu kan Rasmus selv drage nytte af en frisk og opdateret viden fra logistikøkonomuddannelsen. I disse måneder har Rasmus nemlig fået en praktikant ved sin side i Ribe.

”Det er fedt at kunne give lidt igen til uddannelsen ved at tage en praktikant ind, dele ud af sin erfaring og tage vedkommende med igennem de mange opgaver, vi dribler med her i Logitrans.

Men det er også rigtig godt for os at få nogle nye øjne på vores processer, og det får vi med vores praktikant Michael Nørmølle”, siger Rasmus.
”Jeg har jo allerede været her i nogle år efterhånden, og for mig er mange ting blevet hverdag og i nogle tilfælde en selvfølge, så det er sundt, at der kommer nogen ind og stiller spørgsmål til tingene. Faktisk har Michael allerede fundet noget, der ikke harmonerer med vores sikkerhedslager og de krav, der ellers er dertil. På den måde har hans praktikforløb allerede en værdi for os, og det er jo superfedt at opleve.”

Logistikøkonomen og betydningen for danske SMV’er
Uddannelsen til logistikøkonom er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse, hvor den studerende lærer at binde virksomheden sammen gennem effektiv logistik.
De studerende lærer om alle de led, der er i en virksomheds interne logistikkæde, fra varer kommer ind, til varer sendes ud, og de får undervisning i indkøbs-, produktions- og distributionsoptimering.

”De studerende rustes til at have et helhedssyn på hele værdikæden og Supply Chain, og det skal give dem et overblik over de forskellige led, der er på produktets vej gennem forsyningskæden, med fokus på virksomhedens leverandører, interne processer og kunder”, siger studiekoordinator Lene Buhl fra UCL’s logistikøkonomuddannelse. ”Supply Chain Management – og derved helhedsorienteringen – er nøgleordet på uddannelsen og derved den helt store fordel for virksomhederne, specielt SMV-virksomhederne. Dette oplever de studerende via tæt samarbejde med SMV-virksomheder igennem semesterprojekter, praktik og workshops. En fordel for SMV-virksomhederne er at få Supply Chain håndværkere ud i virksomheden, hvor de er med til at optimere processerne ved at indsamle og analysere data sådan, at det giver et bedre beslutningsgrundlag. Det er med til at skabe et solidt fundament for virksomhedernes videre udvikling.”

Mere om logistikøkonomuddannelsen
Af de to studieår på logistikøkonomuddannelsen foregår det sidste semester i den praktiske verden. Det består af en 3 måneder obligatorisk praktik, hvor den studerende får mulighed for at prøve sin viden af i praksis og skabe netværk. De kommer i praktik inden for områder som indkøb, produktion, procesoptimering, lager, transport, distribution og Supply Chain. Den studerendes arbejde i praktikken skaber værdi for virksomheden gennem optimering af processer, og virksomhederne skaber relationer til nye talenter.

På den sidste del af afslutningssemesteret arbejder den studerende med en større problemstilling, som er aftalt med virksomheden. Det resulterer i et projekt, som indeholder analyse og optimeringsforslag – en slags svendeprøve.

Som færdiguddannet logistikøkonom står dimittenden med en bred uddannelse og en solid værktøjskasse fuld af redskaber, der kan sikre et job i produktions- og handelsvirksomheder, shippingfirmaer og rederier. Her kan de arbejde som logistikkonsulent, produktions- eller transportplanlægger, indkøber, Supply Chain koordinator og andre, lignende funktioner.

Artiklen er skrevet ud fra Logistikøkonomuddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Vejle. Logistikøkonomuddannelsen udbydes på 4 erhvervsakademier.

Du kan læse mere om uddannelsen her.

 

 

Interview med:

Dorte Pedersen, Production Director, Logitrans

 

Rasmus Otzen, Supply Chain Manager, Logitrans

 

_________________________________

Forfatter: Lene Buhl

Lektor og Studiekoordinator Logistikøkonomuddannelsen, Netværksformand for Logistikøkonom uddannelsen i Danmark, UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, Uddannelser på Boulevarden Vejle.

 

 

 

Forfatter: Lars Boserup Iversen

Adjunkt på Logistikøkonomuddannelsen, UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, Uddannelser på Boulevarden Vejle.